Et stærkt parforhold

-7 Livsændrende Principper

I dag vil jeg dykke ned i de væsentligste principper for et godt ægteskab, præsenteret af de anerkendte forholds- og ægteskabseksperter, John og Julia Gottman. Med mere end 40 års forskning bag sig har Gottman identificeret nøgleelementer, der bidrager til at opbygge stærke og varige forhold. Uanset om du allerede er gift eller søger en partner, er disse principper værdifulde veje til at styrke dit nuværende eller kommende parforhold.

Læs mere om deres arbejde her
Dyrk venskabet

De mest vellykkede parforhold er bygget på et dybt venskab og gensidig respekt. Tag jer tid til at lære hinanden bedre at kende, del interesser og skab minder sammen. Betragt din partner som et ukendt uopdaget land, hvor din opgave er at være kortskriver. Lav “Love maps” om hinanden. Test hvor godt du og din partner kender hinanden med denne app.

Kærlighed og respekt

Et sundt ægteskab bygger på kærlighed og respekt. Husk at værdsætte hinanden, tænk positivt om din partner og husk de gode oplevelser I har haft sammen. Dette er både vigtigt på et indre plan – hvordan tænker jeg om min partner og på et ydre plan – hvordan omtaler jeg min partner foran andre og husker jeg at fortælle min partner om min værdsættelse.

Skab små øjeblikke af forbindelse

Det tredje princip er super vigtigt – nemlig vigtigheden af små daglige handlinger, hvor vi som par er i kontakt med hinanden. Disse skaber en nødvendig forbindelse til vores partner. Et opmærksomt blik, en kærlig berøring eller et oprigtigt kompliment – disse øjeblikke styrker vores bånd og viser, at vi værdsætter hinanden.

Vær hensynsfuld og tag beslutninger sammen

Et andet vigtigt element i et velfungerende parforhold er evnen til at vise hinanden respekt og inddrage vores partner i vores beslutninger. Evnen til at træffe fælles beslutninger har stor indflydelse på de næste 2 punkter.

Styrk din konfliktløsning

Konflikter er uundgåelige! Men det er måden, vi håndterer dem på, der gør forskellen. Konflikter i et parforhold kan, ifølge Gottmans undersøgelser, inddeles i 2 grupper. Som hver især udgør princip 5 og 6.

Løs de løsbare uenigheder

Disse uenigheder løses bedst gennem 5 små trin
-Tal i en pæn tone
-Lær at bremse dig selv, hvis du arbejder dig op. Lær at lade dig bremse.
-Berolig dig selv og din partner
-Indgå kompromiser
-acceptér din partners fejl
Hvis disse skridt ikke virker kan det være at jeres problem hører ind under den næste kategori.

Fastlåste konflikter

Mange af disse konflikter bunder i drømme. Drømme som repræsenterer håb, længsler og ønsker som er en del af din identitet og som giver dit liv mening og indhold. Og disse drømme er svære at gå på kompromis med – særligt hvis du selv eller din partner ikke er klar over at det er det som er på spil. Så her handler det om at undersøge, hvad der gemmer sig bag konflikten og øve sig i at italesætte dette for din partner – husk I begge skal have taletid. Acceptér jeres forskelligheder, giv det tid og ro og værdsæt din partner. Husk at disse fastlåste konflikter tager tid at løse. Vær tålmodig med dig selv og din partner.

Dyrk fællesskabet

Skab et visionært fundament for jeres forhold ved at identificere og forfølge fælles mål og drømme. Skab fælles værdigrundlag, skab traditioner og “sådan gør vi her hos os”.
Dette vil styrke jeres partnerskab og bringe jer tættere sammen.

Disse syv principper fra John Gottman danner grundlaget for et stærkt og kærligt ægteskab. Vær tålmodig, og lad dem integrere sig i jeres daglige liv. Hvert partnerskab er unikt, så lad jer inspirere af disse principper og skab jeres egen vej mod et lykkeligt og varigt forhold.

Ægteskabet er en rejse, der kræver pleje, kærlighed og forståelse. Med disse principper som værktøjer, er I godt rustet til at møde udfordringerne og fejre livets glæder sammen.

Jeg håber, at du finder disse råd nyttige og inspirerende. God fornøjelse på rejsen mod et mere autentisk og kærligt forhold. Det har du fortjent!

Søgen efter det autentiske

Livsglæde

Hvornår er jeg egentlig mig? Hvornår træffer jeg beslutninger udelukkende med afsæt i mig selv? Hvis jeg virkelig fordyber mig i mine til- og fravalg står det hurtigt klart, at der er umådelig mange faktorer, der spiller ind på mine beslutninger. Mange af faktorerne er baseret på gode og sunde værdier, men der er også noget andet som blander sig – overbevisninger!

Men hvad er overbevisning?

Overbevisninger spiller en afgørende rolle i vores måde at forstå verden på. De former vores adfærd og reaktioner. Man kan sige, at de er mentale filtre, der farver vores opfattelse af virkeligheden og påvirker, hvordan vi tolker begivenheder, interaktioner og indre sansninger. Nogle overbevisninger er dybt forankrede og har udviklet sig gennem vores livserfaringer og opvækst. Andre kan være mere flygtige og skiftende. Uanset deres oprindelse kan bevidsthed om vores overbevisninger være en kraftfuld nøgle til personlig vækst og forandring. Herigennem får vi mulighed for at udfordre og omdefinere de tanker, der styrer vores handlinger og følelsesmæssige reaktioner. Ved at udforske vores overbevisninger med nysgerrighed og åbenhed kan vi åbne dørene til en dybere selvforståelse og øge vores evne til at træffe valg. Valg – der er mere i overensstemmelse med vores autentiske selv.

Autentisk?

Autentisk væren er en dybt forankret værdi i vores søgen efter at leve et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. Ifølge Dr. Gabor Maté, den anerkendte læge og forfatter, handler autenticitet om at være ægte og ærlig over for os selv og andre. Det indebærer at erkende vores sande følelser, behov og værdier uden at undertrykke dem eller tilpasse os andres forventninger. Autenticitet er ikke kun en accept af vores styrker. Det er også en villighed til at udforske vores sårbarheder og svagheder med medfølelse og åbenhed. Ved at omfavne vores autentiske selv kan vi opnå dybere selvindsigt, personlig vækst og forbindelse til os selv og dem omkring os. Hør Dr. Gabor Maté fortælle om at genfinde sit autentiske selv her.

Autentisk? 
Hvem er jeg egentlig?

Her er en kort lille øvelse
-som kan hjælpe dig hen mod et mere autentisk liv


1: Hvor sagde jeg ikke nej, men ville gerne i den forgangne uge?
Vi har alle oplevet situationer, hvor vi sagde ja, selvom vi egentlig gerne ville sige nej. Det kan være en invitation til en begivenhed, en ekstra arbejdsopgave eller en anmodning om hjælp.

2: Hvilken indvirkning fik det?
Når vi siger ja, men inderst inde føler nej, kan det have en betydelig indvirkning på vores velbefindende. Måske fik vi ondt i maven af angst for at skuffe eller bekymringer over vores egne grænser. Måske oplevede vi søvnproblemer eller fysiske smerter som en reaktion på den indre konflikt.

3: Hvilken overbevisning fik mig til ikke at sige nej?
Ofte er det vores interne overbevisninger, der får os til at sige ja, når vi egentlig vil sige nej. Måske tror vi, at vi skal være “flinke” eller “perfekte,” og at vores værdi afhænger af, hvor meget vi giver af os selv. Disse overbevisninger kan skabe en frygt for at blive afvist eller ikke værdsat, hvis vi siger nej.

4: Hvor lærte jeg denne overbevisning?
Det er vigtigt at reflektere over, hvor vi har lært disse overbevisninger. Måske er de dybt forankret i vores opvækst, hvor vi blev belønnet for at være hjælpsomme eller ansvarlige. Måske har vi haft tidligere erfaringer med at sige nej, der førte til konsekvenser, som vi ønsker at undgå.

5: Hvem ville jeg være uden denne overbevisning?
At forestille os, hvem vi ville være uden disse overbevisninger, kan være en øjenåbnende øvelse. Vi ville måske være mere i stand til at sætte sunde grænser, træffe beslutninger, der er i overensstemmelse med vores sande ønsker og behov. Og derigennem opleve en større følelse af frihed og autentisk væren!

Gentag ovenstående proces med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvor sagde jeg ikke ja?
På samme måde som du undersøgte, hvor du sagde ja, men inderst inde mente nej, kan du også udforske de situationer, hvor du sagde nej, men faktisk ønskede at sige ja.

At være ærlig over for os selv om vores følelser og ønsker er en del af at leve et autentisk liv. Når du siger ja, men ønsker at sige nej, eller omvendt, kan du komme i konflikt med dit sande selv og skabe indre stress og ubalance. At udforske egne overbevisninger og følelser i disse situationer giver dig mulighed for senere hen at træffe valg. Valg – der er mere i overensstemmelse med dit autentiske selv og derved fremme din velvære og livsglæde.

Lad os sammen tage dette skridt mod autenticitet og ærlighed, så vi kan skabe mere meningsfulde og autentiske forhold – både til os selv og andre. Skulle du have brug for hjælp til dette kan du her læse om individuel terapi.

Tak for at du læste med. Lad os sammen udforske og lære, så vi kan blomstre og vokse.

Jubiii – så er min blog “Nyt fra…” i luften

Det er med stor glæde og begejstring, at jeg byder dig velkommen til mit spritnye univers: Nyt fra…
Ideen til en blog har længe ligget og rumsteret i mig og nu er den blevet til virkelighed ☺️
Jeg er fuld af energi og passion over denne nye mulighed for at dele min terapeutiske verden med dig og jeg håber inderligt at du vil finde “Nyt fra…” givende og anvendelig i dit liv.

Jeg glæder mig til her på siden at dele inspiration, erfaringer, tanker og værktøjer med dig. Det er mit store ønske at opmuntre dig til at udforske
🌱 dig selv
🌱 livet
🌱 dine relationer
🌱 verden omkring dig.

Jeg tager mit primære afsæt i følgende tilgange men finder inspiration i mangt og meget.

Holistisk identitetsorienteret terapi er en dybdegående tilgang, der respekterer din unikke livshistorie og individualitet. Med dette udgangspunkt udforskes din indre verden, mønstre og skjulte ressourcer opdages og forbindelsen til dit selv styrkes. Gennem denne terapiform opnåes selvindsigt, personlig vækst og balance i livet.

Pentagram
Imago parterapi

Imago parterapi er en kraftfuld metode, der fokuserer på at forbedre kommunikationen og forståelsen i relationer. Vi vil udforske de dybere følelser og behov, der kan påvirke jeres forhold, og jeg vil guide jer i at opbygge et dybere og mere kærligt bånd. Imago parterapi vil hjælpe jer med at skabe et nærende partnerskab og åbne dørene for gensidig forståelse og intimitet.

Kintsugi er en japansk filosofi og æstetisk praksis, der reparerer brudte keramiske genstande med guld. Den symboliserer objektets historie og omfavner skønheden i det brudte. Kintsugi minder os om, at intet er perfekt, og at vi kan finde værdi i vores sårbarheder.

Filosofien Kintsugi

Rigtig god fornøjelse og velkommen til Nyt fra… 🧡