Efter næsten to års pause er mit nyhedsbrev tilbage.
Det føles både lidt mærkeligt og rigtig dejligt at skrive de ord.
For jeg har jo ikke været væk. Jeg har haft masser af samtaler og sessioner med både par og individuelle klienter i klinikken. Klinikken har heldigvis hverken været lukket eller sat på pause.
Men for næsten to år siden satte jeg nyhedsbrevet på pause. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at skrive, men fordi livet ganske enkelt krævede min opmærksomhed et andet sted.
De sidste par år har budt på en stor forandring. Min mand og jeg kom til at købe et helt vidunderligt sted – men også et helt igennem ødelagt hus i forfærdelig stand.
Så jeg har været trukket i arbejdstøjet og har været omgivet af værktøj, byggematerialer, støv, planer og en hel del projekter, der skulle færdiggøres.
Der har ganske enkelt ikke været det overskud og det rum, som et nyhedsbrev kræver for mig.
Meget har forandret sig de sidste to år.
Og samtidig er meget stadig det samme.
Jeg er stadig optaget af mennesker, af relationer, sårbarhed, traumer vi bærer med os, kærlighed, lyster og behov, livskriser, mønstre og alt det, der gør os til dem, vi er.
Jeg er stadig nysgerrig på, hvad der sker, når vi tør stoppe op og se lidt nærmere på os selv – og hinanden.
Og jeg er stadig fascineret af det terapeutiske rum – det sted, hvor der kan opstå nye perspektiver, større forståelse og måske en lille smule mere plads til at være den, man er.
Så nu er jeg tilbage her – i dette format – fuld af lyst til og glæde over igen at kunne dele stort og småt fra terapiens verden med jer.
Nogle gange bliver det fagligt. Andre gange personligt.
Nogle gange handler det om relationer, følelser og mønstre. Og forhåbenligt kommer der også nogle tanker eller perspektiver, som kan give anledning til lidt eftertanke i lige præcis din hverdag.
Fra faldefærdigt hus til drømmehjem
Det faldefærdige hus, som mange helt sikkert havde dømt ude og revet ned, for at starte forfra, er i dag vores hus – vores hjem.
Det har krævet mange timers arbejde – men det gør det også endnu mere til vores. Vi kender det. Vi har selv truffet alle beslutninger, valgt til og fra. Vi har selv lavet det.
Mange elementer er blevet skiftet ud, vægge er flyttet, nye rør og ledninger er trukket og vi har lavet mange forbedringer og opdateringer.
Men der var også noget som var bevaringsværdigt. Noget af den skønhed og charme, som vi faldt for. En god, solid sokkel, det flotte murværk og ikke mindst udsigten til den smukke natur, som vi er så heldige at bo midt i.
Der mangler stadig masser af detaljer. Nogle får vi sikkert aldrig gjort færdige. Andet må vente, til der igen er tid og kræfter. Og noget vil altid bære præg af, at det er et gammelt hus.
Sådan kan det også være med os mennesker.
I det terapeutiske rum kan vi blive klogere på os selv. Vi kan flytte på nogle grænser, lære nye strategier og måske få øje på nye muligheder.
Men vi bærer også vores liv med os – på godt og ondt.
For ligesom det gamle hus ikke behøvede at blive revet ned for at blive til et drømmehjem, behøver vi heller ikke lave os selv helt om for at få et godt liv.
Oftest handler terapi ikke om at blive en anden, men om at skabe et godt og trygt sted at være den, man er – inderst inde. Ikke den livet har lært os at være, men den vi virkelig er.
Tak fordi du er her
Hvis du har været med før, så tak fordi du stadig er her.
Og hvis du er ny læser, så velkommen.
Jeg håber, du har lyst til at følge med.
Se eller gense tidligere blogindlæg her