Et mantra kan være en lyd, et ord eller en sætning. Ordet mantra betyder beskyttelse eller frigørelse af sindet. Mantra bruges indenfor de fleste store religioner. For mig kan mantraer bruges som en form for bøn, som en bevidst udveksling af energi med universet eller som en inderlig bevidsthed i mig selv.
I aftes havde jeg den første vinter-sauna-gus. Da aftenen faldt på og stjernerne kom frem blev det nemlig også frostvejr. De 2 gange 6 kvinder som var til saunagus og jeg var så heldige at få lov at mærke saunaens intense varme (ca 90 gr.), vandets kølende effekt ( ca. 8 gr) og så luftens friskhed, som på samme tid var barsk og blid.
Temaet for aftenens gus var Mantraer. Så jeg havde undersøgt lidt på, hvad brugen af et Mantra kan og fundet 3 dejlige ord. Det vil jeg gerne dele med dig som læser her.
Mantraets fordele
Min personlige erfaring med mantraer er, at de henfører mig til en afslappet tilstand. En tilstand, hvor jeg på en og samme tid er tilstede, opmærksom og nærværende og på samme tid er tilbagetrukket og afkoblet (fra hverdagens gøremål, tankernes mylder, sindets historier og meget andet). Jeg er i kontakt med mig selv. Når jeg er det, og giver positiv opmærksomhed til mig selv, spreder det sig til mine omgivelser.
Derudover kan nogle af effekterne være:
- Reduktion af spænding og angst
- Selvberoligelse
- Øget viljestyrke
- Færre indre konflikter
- Bedre kontakt til positive følelser som empati, begejstring, tålmodighed…
6 mantraer
I aftenens saunagus brugte vi 3 mantraer som jeg havde plukket fra denne liste. Her er hele listen. De kan bruges som dagens fokusord. De kan bruges i en samlet bøn. Du kan bruge dem i en eller flere meditationer, f.eks. 5 min til hver. Find en god rytme – du kan for eksampel knytte ordet til din vejrtrækning – gentag ordet hver gang du ånder ind eller ud.
Husk at meditation også kan praktiseres på en gåtur i naturen.
Giv slip
Giv slip på negative tanker og dagens gøremål, vær tilstede lige nu, mærk din krop. Hvis der er følelser af ængstelighed/utilstrækkelighed eller lignende så giv også slip på dem.
Fred
Vær i og acceptér øjeblikket som det er, uden modstand. Så mærker du freden sænke sig.
Ro
Visualisér dit indre. Som et hav – ikke oprørt med bølger men stille som en skovsø.
Kærlighed
Kærlighed er vores sande væsen. Alt andet er et produkt af vores tanker. Det er også kærlighed som binder os sammen. Find tilbage til din sande natur ved at fokusere på kærlighed.
Taknemmelighed
Ret taknemmelighed ud i verden og ind i dig selv.
Glæde
Når vi samler ovenstående: giv slip, fred, ro, kærlighed og taknemmelighed og tilsætter et smil. Så mærkes glæden.
Rigtig god fornøjelse