Styrk dit parforhold – at vende sig mod hinanden ❤️

Invitation til kontakt

I to tidligere blogindlæg bevægede vi os ind i Det sunde parforholds hus – en model udviklet af John og Julie Gottman, som beskriver nogle af de byggesten, der er med til at skabe et stærkt og trygt parforhold.
Du kan se eller gense dem her: Styrk dit parforhold 1 og Styrk dit parforhold 2.

Nu er vi kommet til 3. niveau:
“Turn towards instead of away” – at vende sig mod hinanden i stedet for væk.

Det lyder måske enkelt.

Men i hverdagen er det faktisk noget af det, der kan gøre en stor forskel for et parforhold.

Din partner viser dig noget på sin telefon. “Se lige det her…”

Hun fortæller om noget, der er sket på arbejdet.

Du sukker og siger: “Jeg har virkelig haft en dårlig dag.”

Eller måske siger han bare dit navn.

Det er små øjeblikke. Så små, at vi nemt kan overse dem.

Gottman kalder disse “bids” – små invitationer til kontakt.

Det er alle små invitationer, måder vi rækker ud efter hinanden på i løbet af en dag. Et spørgsmål, et blik, et suk, en kommentar eller et “se lige det her”. Ønsker om kontakt.

På overfladen kan det virke ubetydeligt. Men ofte ligger der en lille invitation gemt i dem:

“Er du der?”
“Vil du se mig?”
“Vil du være sammen med mig lige nu?”

Når vi i disse situationer vender os mod vores partner, viser vi på en eller anden måde:

“Jeg er her.”
“Jeg hører dig.”
“Det, du kommer med, betyder noget for mig.”

Det behøver ikke kræve en lang samtale. Nogle gange er et blik, et smil, en hånd på armen, et ”uhmm” eller et enkelt “fortæl mig mere” nok.

Når vi vender os væk

At vende sig væk behøver ikke betyde, at man bevidst afviser sin partner.

Nogle gange er vi trætte, optagede, stressede, på vej ud ad døren, midt i en arbejdsopgave eller med hovedet fuldt af vores egne tanker.

Andre gange tager vi ikke imod invitationen til kontakt fra vores partner, fordi vi er sårede eller irriterede, og nogle gange kan det faktisk være en måde at beskytte os selv på.

Men hvis vi igen og igen oplever, at vores små invitationer til kontakt bliver overset, kan der langsomt opstå en følelse af at være alene, ikke være villet og det skaber en mistillid. En mistillid som over tid kan blive farlig.

De små øjeblikke skaber noget større

Et sundt parforhold handler ikke om, at man altid skal være opmærksom, nærværende og klar til at tale.

Vi kommer til at overse hinanden. Vi kommer til at svare kort. Vi kommer til at være trætte og optagede af vores eget.

Det afgørende er ikke, at vi aldrig vender os væk.

Det afgørende er, at vi finder tilbage til hinanden igen. At vi genskaber kontakten.

Så er vi et sted, hvor vi langsomt kan få mod til at vise mere af os selv.

Hvor vi tør fortælle, hvad vi føler.

Hvor vi tør sige, når noget gør ondt.

Hvor vi tør udtrykke vores ønsker, længsler og behov – også selv om vi er bange for, hvordan de bliver modtaget.

For når jeg har en grundlæggende oplevelse af, at du vil mig, lytter til mig og forsøger at forstå mig, bliver det nemmere at være ærlig. Det bliver nemmere at være mig!

Og når vi begge tør være ærlige, får vi også bedre mulighed for at møde hinandens behov og skabe den kontakt, vi længes efter.

De små øjeblikke betyder noget!

Måske er det netop i de små hverdagsøjeblikke, at vi bygger vores parforhold.

Et kys, når man kommer hjem.

Et “hvordan gik det?”

Et blik hen over middagsbordet.

En hånd, der søger den andens.

Et “skal vi lige sætte os sammen?”

Små handlinger, som fortæller:

“Jeg ser dig. Jeg vælger dig. Jeg er her sammen med dig.”

Og det er noget af det fineste ved et parforhold – at kærligheden ikke kun findes i de store romantiske øjeblikke, men især i alle de små invitationer til kontakt, vi giver hinanden gennem en helt almindelig dag.

Så prøv at lægge mærke til det i dag:

Når din partner rækker ud – vender du dig så mod eller væk?

Og hvis du opdager, at du ofte vender dig væk, så prøv ikke at slå dig selv i hovedet med det.

Start med at lægge mærke til det.

For det, vi bliver opmærksomme på, kan vi gøre noget ved.

❤️

I næste indlæg fortsætter vi videre op i Det sunde parforholds hus til ”det positive perspektiv”

Jeg er tilbage ❤️

Efter næsten to års pause er mit nyhedsbrev tilbage.

Det føles både lidt mærkeligt og rigtig dejligt at skrive de ord.

For jeg har jo ikke været væk. Jeg har haft masser af samtaler og sessioner med både par og individuelle klienter i klinikken. Klinikken har heldigvis hverken været lukket eller sat på pause.

Men for næsten to år siden satte jeg nyhedsbrevet på pause. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at skrive, men fordi livet ganske enkelt krævede min opmærksomhed et andet sted.

De sidste par år har budt på en stor forandring. Min mand og jeg kom til at købe et helt vidunderligt sted – men også et helt igennem ødelagt hus i forfærdelig stand.

Så jeg har været trukket i arbejdstøjet og har været omgivet af værktøj, byggematerialer, støv, planer og en hel del projekter, der skulle færdiggøres.

Der har ganske enkelt ikke været det overskud og det rum, som et nyhedsbrev kræver for mig.

Meget har forandret sig de sidste to år.

Og samtidig er meget stadig det samme.

Jeg er stadig optaget af mennesker, af relationer, sårbarhed, traumer vi bærer med os, kærlighed, lyster og behov, livskriser, mønstre og alt det, der gør os til dem, vi er.

Jeg er stadig nysgerrig på, hvad der sker, når vi tør stoppe op og se lidt nærmere på os selv – og hinanden.

Og jeg er stadig fascineret af det terapeutiske rum – det sted, hvor der kan opstå nye perspektiver, større forståelse og måske en lille smule mere plads til at være den, man er.

Så nu er jeg tilbage her – i dette format – fuld af lyst til og glæde over igen at kunne dele stort og småt fra terapiens verden med jer.

Nogle gange bliver det fagligt. Andre gange personligt.

Nogle gange handler det om relationer, følelser og mønstre. Og forhåbenligt kommer der også nogle tanker eller perspektiver, som kan give anledning til lidt eftertanke i lige præcis din hverdag.

Fra faldefærdigt hus til drømmehjem

Det faldefærdige hus, som mange helt sikkert havde dømt ude og revet ned, for at starte forfra, er i dag vores hus – vores hjem.

Det har krævet mange timers arbejde – men det gør det også endnu mere til vores. Vi kender det. Vi har selv truffet alle beslutninger, valgt til og fra. Vi har selv lavet det.

Mange elementer er blevet skiftet ud, vægge er flyttet, nye rør og ledninger er trukket og vi har lavet mange forbedringer og opdateringer.

Men der var også noget som var bevaringsværdigt. Noget af den skønhed og charme, som vi faldt for. En god, solid sokkel, det flotte murværk og ikke mindst udsigten til den smukke natur, som vi er så heldige at bo midt i.

Der mangler stadig masser af detaljer. Nogle får vi sikkert aldrig gjort færdige. Andet må vente, til der igen er tid og kræfter. Og noget vil altid bære præg af, at det er et gammelt hus.

Sådan kan det også være med os mennesker.

I det terapeutiske rum kan vi blive klogere på os selv. Vi kan flytte på nogle grænser, lære nye strategier og måske få øje på nye muligheder.

Men vi bærer også vores liv med os – på godt og ondt.

For ligesom det gamle hus ikke behøvede at blive revet ned for at blive til et drømmehjem, behøver vi heller ikke lave os selv helt om for at få et godt liv.

Oftest handler terapi ikke om at blive en anden, men om at skabe et godt og trygt sted at være den, man er – inderst inde. Ikke den livet har lært os at være, men den vi virkelig er.

Tak fordi du er her

Hvis du har været med før, så tak fordi du stadig er her.

Og hvis du er ny læser, så velkommen.

Jeg håber, du har lyst til at følge med.

Se eller gense tidligere blogindlæg her