I to tidligere blogindlæg bevægede vi os ind i Det sunde parforholds hus – en model udviklet af John og Julie Gottman, som beskriver nogle af de byggesten, der er med til at skabe et stærkt og trygt parforhold.
Du kan se eller gense dem her: Styrk dit parforhold 1 og Styrk dit parforhold 2.
Nu er vi kommet til 3. niveau:
“Turn towards instead of away” – at vende sig mod hinanden i stedet for væk.
Det lyder måske enkelt.
Men i hverdagen er det faktisk noget af det, der kan gøre en stor forskel for et parforhold.

Din partner viser dig noget på sin telefon. “Se lige det her…”
Hun fortæller om noget, der er sket på arbejdet.
Du sukker og siger: “Jeg har virkelig haft en dårlig dag.”
Eller måske siger han bare dit navn.
Det er små øjeblikke. Så små, at vi nemt kan overse dem.
Gottman kalder disse “bids” – små invitationer til kontakt.
Det er alle små invitationer, måder vi rækker ud efter hinanden på i løbet af en dag. Et spørgsmål, et blik, et suk, en kommentar eller et “se lige det her”. Ønsker om kontakt.
På overfladen kan det virke ubetydeligt. Men ofte ligger der en lille invitation gemt i dem:
“Er du der?”
“Vil du se mig?”
“Vil du være sammen med mig lige nu?”
Når vi i disse situationer vender os mod vores partner, viser vi på en eller anden måde:
“Jeg er her.”
“Jeg hører dig.”
“Det, du kommer med, betyder noget for mig.”
Det behøver ikke kræve en lang samtale. Nogle gange er et blik, et smil, en hånd på armen, et ”uhmm” eller et enkelt “fortæl mig mere” nok.
Når vi vender os væk
At vende sig væk behøver ikke betyde, at man bevidst afviser sin partner.
Nogle gange er vi trætte, optagede, stressede, på vej ud ad døren, midt i en arbejdsopgave eller med hovedet fuldt af vores egne tanker.
Andre gange tager vi ikke imod invitationen til kontakt fra vores partner, fordi vi er sårede eller irriterede, og nogle gange kan det faktisk være en måde at beskytte os selv på.
Men hvis vi igen og igen oplever, at vores små invitationer til kontakt bliver overset, kan der langsomt opstå en følelse af at være alene, ikke være villet og det skaber en mistillid. En mistillid som over tid kan blive farlig.
De små øjeblikke skaber noget større
Et sundt parforhold handler ikke om, at man altid skal være opmærksom, nærværende og klar til at tale.
Vi kommer til at overse hinanden. Vi kommer til at svare kort. Vi kommer til at være trætte og optagede af vores eget.
Det afgørende er ikke, at vi aldrig vender os væk.
Det afgørende er, at vi finder tilbage til hinanden igen. At vi genskaber kontakten.
Så er vi et sted, hvor vi langsomt kan få mod til at vise mere af os selv.
Hvor vi tør fortælle, hvad vi føler.
Hvor vi tør sige, når noget gør ondt.
Hvor vi tør udtrykke vores ønsker, længsler og behov – også selv om vi er bange for, hvordan de bliver modtaget.
For når jeg har en grundlæggende oplevelse af, at du vil mig, lytter til mig og forsøger at forstå mig, bliver det nemmere at være ærlig. Det bliver nemmere at være mig!
Og når vi begge tør være ærlige, får vi også bedre mulighed for at møde hinandens behov og skabe den kontakt, vi længes efter.
De små øjeblikke betyder noget!
Måske er det netop i de små hverdagsøjeblikke, at vi bygger vores parforhold.
Et kys, når man kommer hjem.
Et “hvordan gik det?”
Et blik hen over middagsbordet.
En hånd, der søger den andens.
Et “skal vi lige sætte os sammen?”
Små handlinger, som fortæller:
“Jeg ser dig. Jeg vælger dig. Jeg er her sammen med dig.”
Og det er noget af det fineste ved et parforhold – at kærligheden ikke kun findes i de store romantiske øjeblikke, men især i alle de små invitationer til kontakt, vi giver hinanden gennem en helt almindelig dag.
Så prøv at lægge mærke til det i dag:
Når din partner rækker ud – vender du dig så mod eller væk?
Og hvis du opdager, at du ofte vender dig væk, så prøv ikke at slå dig selv i hovedet med det.
Start med at lægge mærke til det.
For det, vi bliver opmærksomme på, kan vi gøre noget ved.
❤️
I næste indlæg fortsætter vi videre op i Det sunde parforholds hus til ”det positive perspektiv”



