Mantra

Et mantra kan være en lyd, et ord eller en sætning. Ordet mantra betyder beskyttelse eller frigørelse af sindet. Mantra bruges indenfor de fleste store religioner. For mig kan mantraer bruges som en form for bøn, som en bevidst udveksling af energi med universet eller som en inderlig bevidsthed i mig selv.

I aftes havde jeg den første vinter-sauna-gus. Da aftenen faldt på og stjernerne kom frem blev det nemlig også frostvejr. De 2 gange 6 kvinder som var til saunagus og jeg var så heldige at få lov at mærke saunaens intense varme (ca 90 gr.), vandets kølende effekt ( ca. 8 gr) og så luftens friskhed, som på samme tid var barsk og blid.
Temaet for aftenens gus var Mantraer. Så jeg havde undersøgt lidt på, hvad brugen af et Mantra kan og fundet 3 dejlige ord. Det vil jeg gerne dele med dig som læser her.

Mantraets fordele

Min personlige erfaring med mantraer er, at de henfører mig til en afslappet tilstand. En tilstand, hvor jeg på en og samme tid er tilstede, opmærksom og nærværende og på samme tid er tilbagetrukket og afkoblet (fra hverdagens gøremål, tankernes mylder, sindets historier og meget andet). Jeg er i kontakt med mig selv. Når jeg er det, og giver positiv opmærksomhed til mig selv, spreder det sig til mine omgivelser.
Derudover kan nogle af effekterne være:

  • Reduktion af spænding og angst
  • Selvberoligelse
  • Øget viljestyrke
  • Færre indre konflikter
  • Bedre kontakt til positive følelser som empati, begejstring, tålmodighed…

6 mantraer

I aftenens saunagus brugte vi 3 mantraer som jeg havde plukket fra denne liste. Her er hele listen. De kan bruges som dagens fokusord. De kan bruges i en samlet bøn. Du kan bruge dem i en eller flere meditationer, f.eks. 5 min til hver. Find en god rytme – du kan for eksampel knytte ordet til din vejrtrækning – gentag ordet hver gang du ånder ind eller ud.
Husk at meditation også kan praktiseres på en gåtur i naturen.

Giv slip

Giv slip på negative tanker og dagens gøremål, vær tilstede lige nu, mærk din krop. Hvis der er følelser af ængstelighed/utilstrækkelighed eller lignende så giv også slip på dem.

Fred

Vær i og acceptér øjeblikket som det er, uden modstand. Så mærker du freden sænke sig.

Ro

Visualisér dit indre. Som et hav – ikke oprørt med bølger men stille som en skovsø.

Kærlighed

Kærlighed er vores sande væsen. Alt andet er et produkt af vores tanker. Det er også kærlighed som binder os sammen. Find tilbage til din sande natur ved at fokusere på kærlighed.

Taknemmelighed

Ret taknemmelighed ud i verden og ind i dig selv.

Glæde

Når vi samler ovenstående: giv slip, fred, ro, kærlighed og taknemmelighed og tilsætter et smil. Så mærkes glæden.

Rigtig god fornøjelse

Naturen som kilde til sundhed


Jeg elsker at gå tur i naturen. Uanset årstid og vejr er det altid en skøn oplevelse og jeg mærker en dejlig fornemmelse efterfølgende. Jeg er bare ikke så god til at få det gjort! -og da slet ikke nu, hvor det ofte regner, blæser, er koldt…

Jeg har derfor ledt efter gode argumenter, som kan hjælpe mig, og måske dig, til at prioritere naturen oftere. 🍂

Frisk luft og søvn

Jeg hørte fornyligt at 10 minutters frisk luft morgen og 10 minutter frisk luft om aftenen kan forbedre din søvn. Og noget kan tyde på at det er rigtigt – det virker overskueligt og det kan jeg godt li’

Selv på en gråvejrsdag vil sollyset fremme produktionen af D-vitamin, der bl.a. er vigtigt for knogler, tænder, muskler og det generelle energiniveau. Sollyset får niveauet af serotonin i hjernen til at stige. Serotonin er en slags lykkehormon, så når en gåtur i naturen gør os glade, er der tale om ren biokemi. Lyset stimulerer desuden produktion af hormonet melatonin, som regulerer vores søvn, og som får dig til at sove om aftenen.😴

Skovbadning

Skovbadning, også kendt som “shinrin-yoku” er en praksis, der stammer fra Japan og involverer at tilbringe tid i skoven med det formål at forbedre ens mentale, følelsesmæssige og fysiske sundhed. Det er en kombination af naturoplevelse og mindfulness. Skovbadning fokuserer på at fordybe sig i skovmiljøet og absorbere de naturlige omgivelser med alle sanser.

Skovbadning går i praksis ud på at bevæge sig langsomt og opmærksomt gennem skoven, indånde den friske luft, lytte til lydene af naturen, røre ved træer og planter, og generelt værdsætte skovens skønhed.
Denne praksis har vist sig at have mange sundhedsmæssige fordele, herunder reduktion af stress, angst og depression, forbedring af immunsystemet, sænkning af blodtrykket og øget følelse af velvære.🌳

Gavnlige effekter

Her er en liste over mulige gavnlige effekter af ophold i naturen:

  • Reduceret stress: Naturen, især skove, har en beroligende virkning på sindet og kan hjælpe med at reducere kroppens stressniveau. Det naturlige miljø giver mulighed for afslapning og en pause fra de daglige bekymringer.
  • Forbedret mental sundhed: Tid i skoven kan give en forbedring af mental sundhed. Det kan reducere symptomer på angst og depression og øge følelsen af velvære.
  • Øget kreativitet og koncentration: Naturmiljøer kan forbedre kreativiteten og koncentrationsevnen. Dette er kendt som “naturens fordel” og er blevet undersøgt i forhold til arbejds- og læringsmiljøer.
  • Forbedret fysisk sundhed: Aktiviteter som vandreture og motion i skoven giver en mulighed for fysisk aktivitet, der kan forbedre konditionen, styrke muskler og fremme generel sundhed.
  • Styrket immunsystem: Nogle undersøgelser tyder på, at skovbadning kan øge aktiviteten af ​​naturlige dræberceller og andre komponenter i immunsystemet, hvilket forbedrer kroppens evne til at bekæmpe sygdomme.
  • Reduceret blodtryk: Interaktion med naturen har vist sig at kunne sænke blodtrykket, hvilket er positivt for hjerte-kar-sundheden.
  • Øget forbindelse med omgivelserne: Tid i skoven kan hjælpe folk med at udvikle en dybere forbindelse til naturen og fremme miljøbevidsthed og bæredygtig adfærd.

….nu vil jeg en tur i ud i naturen 😀🌳🍂🍄🍁

Oktober refleksioner

Terapi med hjerte

Taknemmelighed over – og vigtigheden af, at vi taler om, hvordan vi har det.

Først og fremmest vil jeg med dette indlæg udtrykke min taknemmelighed til de mange mennesker, som var forbi på min stand på vores lokale Oktober-messe i Vildbjerg.
Det er så dejligt at mærke opbakning fra alle jer lokale 🙂

Hvorfor valgte jeg at være til stede på messen?

De fleste af os, tænker jeg, kan blive enige om, at vi både som samfund og hos den enkelte har brug for, at have fokus på vores mentale sundhed. Både børn, unge og ældre!
Én af de måder jeg tror vi kan nærme os det gyldne mål om, at vi alle skal have det godt – både i relationer og med os selv, er at vi tør være åbne om, hvordan vi har det. Åbne både når livet er let og når det er svært!
Når jeg så møder en masse dejlige mennesker på min stand på messen, så tænker jeg:
”…vi er på vej et godt sted hen – der er lys forude” 😀
På vej fordi I er seje og tør tale om det, som er svært – og ikke mindst på vej fordi vi som samfund åbner os mere og mere for, hvor vigtigt det er, at prioritere sit eget helbred –både mentalt og fysisk!

Hvor meget fik jeg så solgt?


Det var faktisk det første spørgsmål, som den journalist der interviewede mig spurgte om…
-det landede som et lidt sjovt spørgsmål i mig. For godt nok havde jeg et messe-tilbud med, det har man jo, men jeg havde ingen forventninger om at sælge terapi til folk, som bare kommer forbi.
Terapi er sjældent et impulskøb.
Terapi fordrer, at man som menneske er klar og modig til at turde se indad. At man er villig til at dele det, som vi oftest forsøger at skubbe væk, med et andet menneske.
Derfor er mit mål på sådan en messe ikke at sælge en masse terapi-sessioner, men derimod at vise, at jeg er her, når I måtte have brug for mig eller måske kender nogen nogen, som kunne have glæde af terapi. Og for at normalisere, at vi kan have behov for professionel hjælp i forhold til vores velbefindende. 👍

Hvad tilbyder jeg så? -hvad efterspørger mine klienter?


Størstedelen af mine individuelle klienter kommer med problematikker som stikker i mange retninger, såsom angst, selvværd, traumer, ensomhed, stress, manglende lyst…
Men hvis man skal skære helt ind til benet og sammenfatte ønskerne så kan det for langt de fleste koges ned til:

Jeg ønsker at få mere ud af livet!

Og det arbejder vi så med at opnå gennem samtale, øvelser, skitser, opmærksomhed, sansninger og meget mere. Som en af mine klienter har udtrykt det – så lykkes det vist meget godt:


“For et halvt år siden var jeg død – så død som et levende menneske kan blive! – Men så sad du der og trak mig tilbage til livet. Tak for at du med dit milde sind og skæve spørgsmål, fik lyset frem igen. Tak for at du med din empati og tåre i øjnene fik mig til at hele alt det, som var så råt og betændt. Tak for alt det du er og alt det du giver.” -Kathrine


-Selv tak! Jeg er dybt taknemmelig over at få lov. At få lov at være med helt derinde hvor smerten bor og at være med den. At være med den længe nok til at den transformerer sig og vi heler os selv.

Så er der alle mine par. Par som oplever, at forholdet ikke længere lever op til deres ønsker, at de oplever at være en dårligere udgave af dem selv i forholdet, par hvor lysten og gnisten til hinanden og nogle gange til hele livet er forsvundet.
Her handler det om kontakt – at hjælpe med at genskabe den kontakt og forbundethed, som alle vi mennesker ønsker og længes efter. Også her er det smukt at se skiftet (nogle gange blot i glimt til en start) fra afstand, mistro og utryghed til sårbarhed, tryghed og kontakt. Tak at I vil dele det med mig og tak at jeg må hjælpe jer på vej.

Kærlighedskursus

Som noget nyt har jeg lanceret ”kærlighedskurser”. De er en blanding af undervisning, øvelser og samtaler og sigter mod at give redskaber og viden til par før problemerne opstår. Det kan både være det helt unge par, som er på vej ind i ægteskabet, parret som står over for den store forandring det er at blive forældre, par som har forhold bag sig og ønsker hjælp til at lære af fortiden, parret som har været sammen længe og blot ønsker at udbygge og fordybe deres relation. Hvert kursus er, som i parterapien, tilpasset det enkelte par samt deres udfordringer og ønsker.


”Det giver virkelig god mening… jeg har aldrig tænkt på, at det er derfor vi ofte ender i de samme konflikter” – Par i parterapi.

Så tak for en god messe, tak til alle jer, som kiggede forbi min stand, tak til alle jer, som skrev jer op på min mailliste, tak for hjælp til plakater og også her et tillykke til Anne-Marie som vandt min konkurrence.

Skulle du, kære læser, have kommentarer, ønsker til fremtidigt indhold eller andet er du meget velkommen til at skrive til mig på info@vildbjergpsykoterapi.dk

Jubiii – så er min blog “Nyt fra…” i luften

Det er med stor glæde og begejstring, at jeg byder dig velkommen til mit spritnye univers: Nyt fra…
Ideen til en blog har længe ligget og rumsteret i mig og nu er den blevet til virkelighed ☺️
Jeg er fuld af energi og passion over denne nye mulighed for at dele min terapeutiske verden med dig og jeg håber inderligt at du vil finde “Nyt fra…” givende og anvendelig i dit liv.

Jeg glæder mig til her på siden at dele inspiration, erfaringer, tanker og værktøjer med dig. Det er mit store ønske at opmuntre dig til at udforske
🌱 dig selv
🌱 livet
🌱 dine relationer
🌱 verden omkring dig.

Jeg tager mit primære afsæt i følgende tilgange men finder inspiration i mangt og meget.

Holistisk identitetsorienteret terapi er en dybdegående tilgang, der respekterer din unikke livshistorie og individualitet. Med dette udgangspunkt udforskes din indre verden, mønstre og skjulte ressourcer opdages og forbindelsen til dit selv styrkes. Gennem denne terapiform opnåes selvindsigt, personlig vækst og balance i livet.

Pentagram
Imago parterapi

Imago parterapi er en kraftfuld metode, der fokuserer på at forbedre kommunikationen og forståelsen i relationer. Vi vil udforske de dybere følelser og behov, der kan påvirke jeres forhold, og jeg vil guide jer i at opbygge et dybere og mere kærligt bånd. Imago parterapi vil hjælpe jer med at skabe et nærende partnerskab og åbne dørene for gensidig forståelse og intimitet.

Kintsugi er en japansk filosofi og æstetisk praksis, der reparerer brudte keramiske genstande med guld. Den symboliserer objektets historie og omfavner skønheden i det brudte. Kintsugi minder os om, at intet er perfekt, og at vi kan finde værdi i vores sårbarheder.

Filosofien Kintsugi

Rigtig god fornøjelse og velkommen til Nyt fra… 🧡