Så er det tid til næste runde med saunagus for dig, som ønsker velvære og afslapning. Der vil være skiftende temaer, nye dufte og ikke mindst nye temperaturer inde som ude – så der vil ikke være 2 aftener som er ens. Arrangementet er for dig, som 🧡 ønsker at blive bedre til at mærke og lytte til dig selv 🧡elsker varme, dufte og velvære 🧡vil udfordres af kombinationen af saunaens varme og søens kulde 🧡vil forkæle krop og sind 🧡ønsker selvforkælelse og hyggeligt samvær med andre kvinder
Som noget helt nyt tilbyder jeg sammen med min mand et weekendkursus med fokus på parforholdet. Her er en kort præsentation:
Et kærlighedskursus som giver jer redskaber, viden og øvelser, der vil forbedre jeres evne til dialog og kontakt. En weekend, som skaber fælles forståelse gennem nye indsigter og perspektiver og som vil gøre jer klogere på egen og fælles adfærd.
At lykkes med og i sit parforhold er svært. Måske en af de sværeste udfordringer vi tager på os i livet… Og vi er sjældent særligt godt rustet til opgaven. Mange af os mangler gode rollemodeller, vi mangler viden og kompetencer til at løfte opgaven og vi kan nemt føle os alene, forkerte eller utilstrækkelige i kampen. Men sådan behøver det ikke at være! Målet for workshoppen er, at I som par kan genfinde/bevare glæden, samhørigheden, passionen og trygheden i hverdagen gennem fælles forståelse og udvikling.
“Målet er at finde fælles hjerteslag”
Hvis du og din partner eller nogen du kender vil være med, kan I tilmelde jer og læse mere her.
Når vi bliver gift er det for de fleste med en intention om at blive sammen – blive gamle sammen. Desværre går det ikke altid sådan. I 2022 blev 33.054 par viet med hinanden, statistikken fortæller, at ca. 40% af disse giftemål vil ende i skilsmisse. Det er 13.221 par …det er godt nok mange. Jeg mener bestemt ikke, at alle ægteskaber skal bestå – den individuelle lykke må helt klart veje tungest. Men jeg er også af den holdning – og erfaring – at med lidt viden, hjælp og guidning, så kan vi skubbe, rykke og ændre på mange af de ting, som gør parforholdet problematisk – især hvis vi kommer i parterapi rettidigt. John Gottman, som har skrevet bogen “The seven principles for making marriage work”, opremser i bogen 6 ting, som ifølge ham sandsynliggør risikoen for skilsmisse. Disse 6 ting blev alle observeret i forbindelse med at par forsøgte at komme til enighed i en diskussion. Det er altså 6 ting som du/I som par skal forsøge at undgå, de kommer her:
Barsk opstart
Den mest åbenlyse indikator på at en diskussion/konflikt (eller ægteskab) ikke ender godt er måden samtalen begynder på. Hvis samtalen starter med kritik eller sarkasme vil den uundgåeligt ende dårligt i langt de fleste tilfælde.
De fire ryttere
Der findes en form for negativitet, som hvis den får lov at udfolde sig er så ødelæggende for forhold at Gottman har kaldt det for Apokalypsens fire ryttere. Disse er kritik, foragt, forsvar og stonewalling (at ignorere). Jeg vender stærkt tilbage med mere om disse 4 ryttere i mine næste blogindlæg. Læs om Kritik her
Følelsesmæssig oversvømmelse
At blive oversvømmet følelsesmæssigt betyder, at din partners negativitet er så overvældende og pludselig, at det ofte efterlader dig i en tilstand af granat-chok.
Nervesystemet
Ovenstående situationer efterlader ofte begge parters nervesystem i alarmberedskab. Høj puls, hormonelle forandringer og udskillelse af adrenalin med flere.
Reparationsforsøg
En vigtig indikator for om en diskussion og i sidste ende et ægteskab lykkes er ifølge Gottman om forsøgene på reparation er succesfulde eller om de mislykkes. Med reparationsforsøg menes der de forsøg parterne hver især gør for at nedbringe konfliktniveauet i løbet at samtalen.
Dårlige minder
En anden indikator på parforholdets tilstand er parrets egen beskrivelse af forholdet. I et lykkeligt ægteskab beskrives forholdet og opstarten i positive vendinger og de husker tilbage på lykkelige stunder. Når de mindes dårligere perioder har de en tendens til at forherlige deres indsats og fokusere på de positive forandringer det medførte. I et dårligt fungerende parforhold hænger parret fast i alt det, som ikke lykkes og problemerne overskygger langt det positive.
Hvordan udtrykker man kærlighed? Der findes heldigvis utallige måder, hvorpå vi kan vise hinanden vores værdsættelse, hengivenhed, affektion og kærlighed – og mange måder vi kan omtale det på. Vi mennesker er alle født ind i denne verden med et grundlæggende behov for at føle os elsket, og vil derfor resten af livet have en længsel efter kærlighed. Men hvordan vi rigtig føler, sanser og virkelig mærker helt ind i det inderste, at vi er elsket, det kan være forskelligt.
Gary Chapman, amerikaner, ægteskabsrådgiver og forfatter, har introduceret konceptet om kærlighedssprog. Gennem observationer og dedikeret arbejde med par ”opfandt” Chapman de fem kærlighedssprog. Det var Chapmans oplevelse, at par ofte havde svært ved at give og modtage kærlighed – skønt intentionerne og viljen var der, så nåede mange par ikke rigtig i mål med at formidle og opfange kærligheden. Det blev i 1992 til bogen ”The Five Love Languages” som siden er blevet oversat til alverdens sprog og har hjulpet utrolig mange par.
Hvad er Kærlighedssprog?
Ifølge Gary Chapman har vi hver især et primært (og et sekundært) kærlighedssprog, som er den måde, vi foretrækker at modtage kærlighed på. Vores kærlighedssprog er ofte grundlagt tidligt i livet og kan hænge sammen relationen til vores primære omsorgsgivere (mor og far for de fleste), familieomstændigheder og værdier. Chapman identificerer fem primære kærlighedssprog, og han hævder, at alle mennesker kan placeres i mindst én af disse kategorier.
De fem kærlighedssprog er:
1. Anerkendende ord: Nogle mennesker føler sig mest elskede, når de hører positive og bekræftende ord fra deres partner. For dem er komplimenter, kærlige bemærkninger og opmærksomme ord afgørende for at føle sig elsket og værdsat.
2. Tid sammen: Dette kærlighedssprog handler om at bruge kvalitetstid sammen med sin partner. Det indebærer at give ens fulde opmærksomhed og skabe minder sammen. For nogle mennesker er ingenting vigtigere end at føle sig prioriteret gennem dedikeret tid.
3. Tjenester: At udføre tjenester for sin partner er det primære kærlighedssprog for nogle. Dette kan omfatte at lave mad, gøre rent, købe ind eller hjælpe med opgaver. At gøre ting for sin partner viser, at man bryder sig om dem.
4. Gaver: For nogle er gaver den mest meningsfulde måde at udtrykke og modtage kærlighed på. Det handler om at give og modtage symbolske gaver, der viser, at ens partner tænker på en og har lagt tid og indsats i at finde den perfekte gave.
5. Fysisk berøring: Dette kærlighedssprog involverer fysisk kontakt som kram, kys, omfavnelse og kærtegn. For nogle mennesker er intimitet og berøring afgørende for at føle sig elsket og forbundet.
Der er ingen rangering af de forskellige sprog, der er ikke sprog som passer bedre sammen end andre – det vigtige er, at være bevidste om eget kærlighedssprog og italesætte, hvad der gør, at du føler dig elsket.
Hvordan opdager du dit kærlighedssprog?
At opdage dit primære kærlighedssprog er afgørende for at forbedre dit forhold. Gary Chapman har udviklet en enkel test, som du og din partner kan tage for at finde ud af, hvilket kærlighedssprog der bedst beskriver jer hver især. Testen er tilgængelig online og kan være en øjenåbner for mange. Vær opmærksom på at det kræver en del selvindsigt og ærlighed, hvis testen skal ramme rigtigt. Jeg ville personligt ikke kendes ved mit kærlighedssprog i laaang tid (det kan jeg vende tilbage til en anden gang).
Men du kan også overveje følgende spørgsmål for at hjælpe dig med at identificere dit primære kærlighedssprog:
Hvordan udtrykker du normalt din kærlighed til din partner?
Hvad savner du mest fra din partner for at føle dig mere elsket og værdsat?
Hvilke handlinger fra din partner får dig til at føle dig mest opfyldt og glad?
Hvordan kan kærlighedssprog styrke dit parforhold?
Når du og din partner har opdaget jeres kærlighedssprog, åbner det døren til en ny og dybere forståelse. Her er nogle af fordelene ved at kende og italesætte dit eget og din partners kærlighedssprog:
Du kan tilpasse din kommunikation og handlinger for at imødekomme din partners behov.
Færre konflikter og misforståelser.
En dybere følelse af intimitet og forbindelse.
Opbygge tillid og tryghed.
Større grad af tilfredshed og glæde i forholdet.
Praktisk anvendelse af kærlighedssprog i dit parforhold
Nu hvor du har opdaget dit og din partners kærlighedssprog, er det tid til at omsætte denne viden til praksis. Her er nogle tips til at anvende kærlighedssprog i dit forhold:
Kommunikation: Del jeres viden om jeres kærlighedssprog med hinanden og kom med gode ideer til, hvordan I bedre kan opfylde hinandens behov.
Opmærksomhed: Vær opmærksom på de små ting, der betyder mest for din partner. Det kan være så simpelt som at give et kram eller skrive en sød besked.
Gør en indsats: At lære at udtrykke kærlighed på en ny måde tager tid og kræver øvelse. Vær tålmodig og engageret i processen.
Lyt: Lyt til din partners ønsker og behov og vær åben for at tilpasse dig.
Vær konsekvent: For at kærlighedssprog skal have en positiv effekt, skal du være konsekvent i din indsats med at udtrykke kærlighed på den ønskede måde.
Modstand: Det er ok at føle modstand over for noget nyt, særligt hvis jeres kærlighedssprog er forskellige. Lad være med at sætte de forskellige sprog i snævre kasser. Fysisk berøring er ikke det samme som kun at have fokus på sex. Gaver er ikke ensbetydende med at man er materialistisk. Tjenester betyder ikke at man selv er doven.
…fordommene kunne være mange
– find selv på flere…
eller allerbedst:
drop alle fordomme og forestillinger og prøv at gi’ din partner det som han/hun længes efter og se hvad der sker – det er meget smukt.
Her kunne der for nogle liste sig en lille grim tanke ind – de fleste af os kender den: ”… hvis hun virkelig elsker mig – så burde hun vide det” ”… hvis jeg selv skal bede om det, så gælder det ikke!” DROP DET. SÅDAN ER DET IKKE!!! PUNKTUM! (måske jeg skulle tage det op i mit næste indlæg, for det møder jeg ofte)
Gary Chapmans koncept om kærlighedssprog har hjulpet utallige par med at forbedre deres forhold og opbygge en dybere forbindelser. Ved at opdage dit og din partners primære kærlighedssprog kan du skabe et mere kærligt og tilfredsstillende forhold. Så hvorfor vente? Tag testen, diskuter resultaterne med din partner, og begynd rejsen mod et stærkere og mere kærligt forhold i dag.