Jeg har i de seneste blogindlæg beskrevet de fire røde flag (The Four Horsemen of the Apocalyps) i et parforhold – hvad skal vi forsøge at minimere/eliminere i parforholdet. Men hvad er det så, vi gerne vil have mere af? Hvad er det som gør et parforhold stærkt og sundt? Det har Gottmans og jeg heldigvis også et rigtigt godt bud på og jeg vil i de følgende blogindlæg uddybe de 7 forskellige punkter, som tilsammen udgør det sunde parforholdshus.
Det første og vigtigste er, at have et godt fundament at bygge på. Basen i et sundt parforhold er at kende sin egen og sin partners verden.
Kærlighedskort – love maps
Forstil dig, at du er opdagelsesrejsende, du skal udforske et område, hvor der aldrig før har været nogen. Du vil gerne samle og nedskrive/tegne så mange informationer på dit kort som muligt. Du vil gerne vide, hvor højdekurverne danner bakker og bjerge og hvor der er dale og slugter, ørkener, søer, blomtrende enge og frodige skove. På samme måde vil vi gerne kende vores partners indre verden. ❤ Vi vil gerne høre om de bedste, de værste, de smukkeste oplevelser. ❤ Vi vil gerne vide, hvad vores partner hører af musik, spiser af mad. ❤Vi ønsker at vide hvad der får vores partner til at føle sig godt tilpas. ❤ Hvad drømmer og længes vores partner efter? ❤ Hvad frustrerer, irriterer, smerter vores partner? ❤ Hvad er nydelsesfuldt for vores partner?
Når vi sammen med vores partner går på opdagelse i hinandens verdener bliver vores kærlighedskort mere og mere detaljeret både i forhold til vores partners verden men også i forhold til vores egen – og det er vigtig viden.
Jo bedre jeg kender min egen verden (kærlighedskort) jo bedre kan jeg forstå mig selv og mine egne reaktioner/mønstre/adfærd og jo bedre kan jeg fortælle min partner, hvad der sker og hvorfor jeg gør som jeg gør.
Tilsammen giver det en større forståelse for hinanden, mere tillid, omsorg, empati, overbærenhed og respekt. Og det er vejen til et sundt og langt forhold.
God fornøjelse 😀
Følg med her på bloggen og læs om de andre niveauer i det sunde parforholdshus.
Et kærlighedskursus som giver jer redskaber, viden og øvelser, der vil forbedre jeres evne til dialog og kontakt. En weekend, som skaber fælles forståelse gennem nye indsigter og perspektiver og som vil gøre jer klogere på egen og fælles adfærd.
At lykkes med og i sit parforhold er svært. Måske en af de sværeste udfordringer vi tager på os i livet… Og vi er sjældent særligt godt rustet til opgaven. Mange af os mangler gode rollemodeller, vi mangler viden og kompetencer til at løfte opgaven og vi kan nemt føle os alene, forkerte eller utilstrækkelige i kampen. Men sådan behøver det ikke at være! Målet for workshoppen er, at I som par kan genfinde/bevare glæden, samhørigheden, passionen og trygheden i hverdagen gennem fælles forståelse og udvikling.
Inspirerende undervisning med et personligt præg fra underviserne.
Faglige oplæg om parforholdets dynamikker, intimitet, faser, dilemmaer og røde flag.
Nye værktøjer og strategier til bedre og fordybet kommunikation.
Praksisnære øvelser.
Refleksioner over individuelle og parforholdets temaer.
Samtaler og øvelser med din partner – alle øvelser foregår i enerum.
Mulighed for at dele erfaring og udfordringer på tværs af gruppen – I bestemmer om og hvad.
Øvelser, instruktioner og materiale på tryk til at tage med hjem og bruge igen og igen.
Der bliver altså rig mulighed for at arbejde med små som store udfordringer fra dagligdagen og med mere grundlæggende problemstillinger.
Hvem kan deltage?
Workshoppen er tilrettelagt for par i alle faser af parforholdet. Måske er I unge og nyforelskede og på vej ind i jeres første forpligtende forhold og vil gerne undgå de mange og opslidende kampe som I ser andre kæmpe med. Måske er I etablerede, men kørt fast i vaner og rutiner og savner værktøjer og viden til at bryde fri og være sammen på en ny og bedre måde. Måske har I oplevet parforholdskriser og er nu klar til at kigge fremad og opbygge noget nyt. Uanset hvilke udfordringer I står med er workshoppen et super og effektivt alternativ eller supplement til parterapi.
Befinder I jer i en akut krise i jeres forhold – anbefaler vi kraftigt, at I forud for workshoppen tager i parterapi og får hjælp til at bearbejde den aktuelle situation.
Eneste forudsætning for at deltage i workshoppen er, at I er på talefod med hinanden og har et fælles ønske om at udvikle jer – individuelt i parforholdet og i jeres fælles dynamik og kærlighed. Mange kan være lidt skeptiske ved at deltage i en gruppeworkshop – hvad og hvor meget skal man dele og fortælle? På denne workshop “Fælles hjerteslag” er det udelukkende os, Lisbeth og Jens Christian, som deler ud af personlige oplevelser i det fælles rum. Jeres personlige samtaler og proces foregår i enerum (med mulighed for støtte fra os).
Hvem er vi?
Vi er to undervisere på hele weekenden, vi er klar til at dele vores viden om parforhold med jer, til at dele personlige op- og nedture med jer samt hjælpe og guide jer i workshoppens øvelser.
Lisbeth Bækgaard: Tidligere lærer og med en passion for at dele viden, indsigt og facts med andre – særligt om parforhold. I dag uddannet psykoterapeut og parterapeut og har siden 2021 drevet egen klinik. “Jeg brænder for at hjælpe par med at lykkes i deres forhold. Når vi ikke trives der, påvirker det mange andre aspekter af vores liv. Og så kender jeg selv glæden ved et lykkeligt forhold samt smerten fra når afstanden til min partner vokser.
Jens Christian Nørtoft Bækgaard: Tidligere virksomhedsejer og leder. I dag flexjobber og uddannet kropsterapeut. “Når jeg oplever at hjælpe mennesker til at flytte sig fra ét sted til et bedre i deres eget liv, så giver det mig motivation og livsglæde. En stor medglæde!”
Vi har være gift (med hinanden) i 24 år og har 3 børn sammen.
Ro, natur og fokus
Workshoppen foregår i dejlige landlige omgivelser i vores hjem på Røddinglundvej 1, 7480 Vildbjerg. Her er god plads, en afslappet og tryg atmosfære og vi vil gøre vores bedste for at give jer en weekend, som kan booste jeres forhold og kærlighed og hjælpe jer til at gå fremtiden i møde med fælles hjerteslag.
For at sikre en tryg oplevelse og at alle føler sig godt hjulpet er der plads til maks 6 par pr. weekend!
Pris: kr. 3900,- pr. par Der ydes rabat til studerende og andre økonomisk udfordrede grupper – kontakt for info.
I prisen er der inkluderet kaffe, the, snacks, frokost, vand og materialer. Undervisningen foregår lørdag og søndag fra kl. 9 til 17. Har I brug for overnatning i området, kommer vi gerne med lokale anbefalinger.
Har I spørgsmål er I meget velkomne til at ringe på 27 28 07 48 eller skrive på mail til info@vildbjergpsykoterapi.dk
Tilmelding:
Udfyld og send nedenstående tilmeldingsformular. Vi bekræfter tilmeldingen snarest muligt og sender jer yderligere information i god tid inden workshoppen.
På net-avisen Zetland er der netop offentliggjort en stor og fin artikel om en større dansk videnskabelig undersøgelse af Kropsterapi som behandlingsform.
Det er super fedt på flere måder: 1 – fordi det er sjældent at vi ser reelle videnskabelige studier af Kropsterapi og effekterne af den. 2 – fordi vi her fra tredjepart får belyst potentialet i Kropsterapi. 3 – naturligvis er det dejligt og bekræftende at høre de gode historier og resultater fortalt i offentligheden.
I artiklen belyses fint mange af de tanker, som ligger bag Kropsterapien men også de effekter, som klienterne oplever af den. Selve forsøget er lavet på en gruppe af mennesker, som har været udsendt i krig med deraf følgende traumer og som alle er endt med diagnosen PTSD. Vi tror de fleste kan forholde sig til, hvad det kan gøre ved os som mennesker at have været i krig. Det er barskt for krop og psyke!
Traumer
Men traumeforskningen viser, at traumer ofte sætter sig som blokeringer i kroppen. – Uanset årsagen. Hvis vores nervesystems ”tolerance-tærskel” bliver overskredet i en given situation eller over en længere tids påvirkning, og vi ikke får det bearbejdet, vil det sætte sig som et traume i vores system.
Disse traume-blokeringer kan være følge af mange og meget forskellige årsager; Tidligt svigt, kritisk sygdom, operation, fysiske ulykker, psykisk og fysisk vold, overgreb osv., men i høj grad også efter længere tids mentalt pres hos både børn, unge og voksne, hvor resultatet bliver mistrivsel og/eller fysiske og psykiske symptomer i alle dets afskygninger!
Oplever du eller nogen du kender symptomer på traumer, vil vores opfordring være hurtigt at få gjort noget ved det – søg hjælp! Jo kortere tid traume-blokeringerne har fået lov at sidde fastlåst i kroppen og psyken, desto lettere vil det oftest være at forløse dem. Artiklen og forskningen bag viser dog også så fint, at selvom traumet måske er virkelig voldsomt og har fået lov at fastholde os igennem længere tid, lader det sig gøre at forløse det! Som forskningen peger på er kombinationen af psykoterapi og kropsterapi en god kandidat til bedring og i mange tilfælde forløsning og overvindelse af lidelsen.
Dette indlæg er skrevet i samarbejde med min mand, Jens Christian som er uddannet kropsterapeut og har Vildbjerg kropsterapi. Vi har gode erfaringer med at tilbyde forløb hvor vi kombinerer psykoterapi og kropsterapi.
I et parforhold er kommunikation nøglen til succes. Det er gennem åben dialog, respektfuld lytning og evnen til at løse konflikter, at forholdet kan trives. Men hvad sker der, når en af parterne pludselig vælger at lukke ned, afværge eller undgå at deltage i samtalen? Dette fænomen kaldes “stonewalling,” og det kan være et alvorligt rødt flag i ethvert forhold ifølge forskningen udført af John og Julie Gottman, to af de førende eksperter inden for parforhold.
Stonewalling er faktisk lidt svært at finde en præcis dansk formulering for. Det kan både beskrives som at trække sig, forblive tavs, følelsesmæssigt distanceret, ignorere sin partner eller undgåelsesadfærd. Jeg har derfor valgt at bibeholde det engelske udtryk.
Stonewalling kan manifestere sig på forskellige måder. Det kan være en pludselig stilhed midt i en diskussion, hvor den ene partner ikke længere reagerer verbalt eller nonverbalt. Det kan også være, når en person trækker sig tilbage følelsesmæssigt, viser manglende interesse eller ignorerer den anden partners behov eller følelser. Uanset hvordan det manifesterer sig, har stonewalling alvorlige konsekvenser for trivslen i et forhold.
Stonewallings konsekvenser for forholdet
For det første kan det føre til en akkumulering af uløste problemer og undertrykte følelser, hvilket skaber en stadig større kløft mellem parterne. Når en person konsekvent undgår samtaler eller konflikter, kan det skabe en atmosfære af frustration, ensomhed og afstand, hvilket i sidste ende vil underminere tilliden og trygheden i forholdet.
Desuden kan stonewalling skabe en ubalance i magtforholdet mellem parterne. Den person som stonewaller har magten til at stoppe eller kontrollere kommunikationen, hvilket kan føre til følelser af hjælpeløshed eller magtesløshed hos den anden partner. Dette kan skabe et usundt/giftigt mønster og en uhensigtsmæssig dynamik i forholdet.
Endelig kan stonewalling forhindre vækst og udvikling i forholdet. Når konflikter og problemer ikke adresseres, har parterne ikke mulighed for at lære af deres fejl, forbedre kommunikationen eller finde løsninger sammen. Dette kan føre til stagnation eller endda nedbrydning af forholdet over tid.
Hvad stiller du op?
Så hvad kan man gøre, hvis man opdager stonewalling i sit forhold? Først og fremmest er det vigtigt at anerkende problemet og turde at adressere det. Kommunikation er nøglen, så det er afgørende at skabe et trygt rum, hvor begge parter kan udtrykke deres følelser og behov uden frygt for fordømmelse eller afvisning. Det er særligt vigtigt at huske på de 3 andre “røde flag” og i første omgang undgå den første: Kritik.
Desuden kan det være nyttigt at søge professionel hjælp fra en parterapeut. En neutral tredjepart kan hjælpe med at facilitere samtaler, identificere mønstre og give værktøjer til at tackle stonewalling og andre udfordringer i forholdet.
I sidste ende kræver det engagement, tålmodighed og vilje fra begge parter at overvinde stonewalling og genoprette sund kommunikation og intimitet i forholdet. Ved at være opmærksom på dette røde flag og tage proaktive skridt til at adressere det, kan parterne bygge et stærkere, tryggere og sundere forhold sammen.
Jeg er kommet til den tredje og værste af de fire ryttere: Foragt. Foragt er en kompleks følelse, der kan have dybtgående konsekvenser for vores relationer og ikke mindst for vores parforhold. Ifølge John Gottman er foragt den stærkeste indikator for skilsmisse! Jeg vil forsøge at give et indblik i, hvordan foragt kan påvirke vores forbindelser og vigtigst af alt, hvordan vi kan håndtere og overvinde denne destruktive følelse. Hvis du ikke har læst de 2 første indlæg om de fire ryttere kan du gøre det her: nummer 1 og nummer 2.
John Gottman, en fremtrædende psykolog og forsker inden for parforholdsstudier, mener at foragt er den mest destruktive af de fire ryttere. Foragt er ikke blot en simpel form for vrede eller irritation, men snarere en dyb følelse af at være overlegen eller bedre end ens partner. Det manifesterer sig ofte gennem sarkasme, nedladenhed, latterliggørelse og respektløs adfærd verbalt eller kropsligt.
Gottman har udviklet begrebet “foragtfulde ansigtsudtryk”, hvor non-verbale signaler som rullende øjne eller hånlig mimik kan være lige så skadelige som verbale udtryk for foragt. Foragt skaber en følelse af afstand og nedbryder den emotionelle forbindelse mellem mennesker. Det er afgørende at være opmærksom på disse advarselssignaler for at adressere og håndtere foragt i relationer.
Brené Brown, en forsker inden for sårbarhedsstudier, mener, at foragt opstår, når vi skjuler vores sårbarhed og bruger det som et våben mod andre. Hun definerer foragt som “at tale ned til os selv eller andre”, og det er i centrum af hendes arbejde omkring skam og sårbarhed. Du kan læse mere om Brene Brown og foragt her.
Ifølge Brown er nøglen til at overvinde foragt at praktisere sårbarhed og opbygge empati. At åbne op om vores egne ufuldkommenheder og vise medfølelse over for andres sårbarhed kan skabe en dybere forbindelse og forhindre foragt i at tage rod. Foragt trives i en atmosfære af skam og frygt, så ved at bryde disse barrierer gennem sårbarhed kan vi skabe mere nærvær og autenticitet i vores relationer.
Overvindelse af Foragt i Praksis
At overvinde foragt er svært. Ofte vedkender vi ikke at vores adfærd er nedladende, respektløs eller fuld af foragt. Det kræver derfor stor tålmodighed at ændre både ved sig selv og ved sin partner. Hvis du oplever en høj grad af foragt fra din partner vil jeg anbefale dig at læse min tidligere blog om Gaslighting. Foragt kan dog også være mindre rodfæstet og mere udtryk for en dårlig vane og kommunikationsmønstre. Det vil her kræve bevidsthed, engagement og arbejde fra begge partnere i en relation, hvis mønsteret skal brydes. Her er nogle praktiske skridt:
opbyg en kultur imellem jer af anerkendelse
fokusér på de gode egenskaber, kompetencer og handlinger
tillad sårbarhed
udtryk taknemmelighed
Hvordan gør man så det?
Selvrefleksion: Begynd med at reflektere over dine egne handlinger og følelser. Er der situationer, hvor du har udtrykt foragt? Husk at foragt både kan komme til udtryk verbalt, men i lige så høj grad udtrykkes gennem vores kropssprog. Er der underliggende årsager, som du skal adressere? Selvindsigt er afgørende for personlig vækst og forbedring af relationer. Hvordan har du det med at vise sårbarhed?
Åbenhed og Ærlighed: Praktiser sårbarhed ved at dele dine følelser og tanker åbent med din partner. Dette skaber et rum for ærlig kommunikation og reducerer risikoen for foragt. Husk at blive på egen banehalvdel så du undgår kritik.
Empatisk Lytning: At lytte med empati er en nøglefaktor i at forhindre foragt. Det handler om at forstå din partners perspektiv uden at dømme eller nedgøre. Aktiv empatisk lytning styrker forbindelsen og skaber et klima af gensidig respekt. Husk at det her ikke handler om at blive enige eller at have ret. Det handler om at få indblik i din partners oplevelse.
Samarbejde om Løsninger: I stedet for at bebrejde og kritisere, skal I fokusere på at finde fælles løsninger på problemer. Samarbejde fremmer følelsen af at være et hold og mindsker risikoen for foragt.
Parterapi – søg professionel hjælp: Som nævnt tidligere kan det være utrolig svært, hvis foragt først har slået rod i et parforhold. Hvis ovenstående løsninger ikke virker eller tålmodigheden slipper op, vil jeg anbefale følgende muligheder: 1 – søg hjælp, gå i parterapi, insister på at mønsteret skal ændres. 2 – forlad din partner – søg skilsmisse! Ingen har fortjent at leve i et forhold, hvor foragt er til stede, da det er voldsomt nedbrydende for vores følelse af værd.